Oplev Vadehavet på en unik naturtur, hvor du både lærer om området og får en autentisk smagsoplevelse. Efter kort introduktion på Vadehavscentret køres til turens startsted, hvor I vandrer ud over den tørlagte havbund for at finde og samle østers. Naturvejlederen viser vej og fortæller om fugle, bunddyr og det særprægede landskab, mens I udforsker, hvad havet byder på.
Efter vandringen (4-5 km, egnet fra 8 år) samles gruppen ved bålet, hvor de indsamlede østers og andre vadehavsdelikatesser tilberedes over åben ild med friske råvarer. Til det hele serveres et glas bobler, som passer perfekt til rå eller varmebehandlede østers.
Praktisk: Møde på Vadehavscentret. Daglig tur – naturvejlederen vælger destination ud fra vandstand.













